De lystige koner

FANGET MED LASSO

Shakespeare-fjas med de lystige Windsor-koner i western udfoldelse.
Dramatiker: Shakespeare. Instruktion: Frede Guldbrandsen. Scenografi: Camilla Bjørnvad. Medvirkende: Tom Jensen, Camilla Bendix, Mette Horn, Jesper Asholt, Kristian Halken, Lisbeth Gajhede, Asger Reher, Søren Hauch-Fausbøll, Sarah Juel-Werner, Niclas Vessel Kølpin, Jesper Riefensthal, Jakob Højlev Jørgensen, Thomas Diepeveen og Emil Blak Olsen.

 

KAN man sådan bare flytte ’De lystige koner’ fra Windsor til det vilde Vesten? Fra 1600-tallets London til 1900-tallets Wild West? Det kan man. Man kan også lade være. Det strejfer os ind imellem.

Shakespeare rykkede selv sine handlinger – komedier og tragedier – rundt de fjerneste steder. Sicilien, Athen, Venedig, Ardennerne, Verona. Men hans lystige koner fru Ford og fru Page og deres offer hr. Falstaff tænker vi ret grundigt ind i London-omgivelser. Dronning Elisabeth bestilte formodentlig komedien selv – den skulle bare handle om den Falstaff, hun har set i Shakespeares ’Henrik den Fjerde’. Hun var blevet optaget af den livslystne tyksak, der var en biperson i stykket.

MEN ok. Frede Guldbrandsen, instruktør, og dramaturg Ninette Mulvad har altså valgt at rykke det løsslupne pjank til Californien, eller hvor vi nu befinder os ude vestpå. Personerne gør deres entrè gennem svingende saloondøre, og Søren Hauch-Fausbøll bestyrer den ørkenstøvede pub, hvor Tom Jensens overstadige general Falstaff med de tomme lommer smider regningen tilbage i hovedet på værten med et overstadigt grin og en uforskammethed. Optaget af andre ting end ubetalte regninger. Han mener sig i stand til at forføre mindst to damer, en ad gangen eller hvordan det nu kan flaske sig – et projekt, der lider guddommeligt skibbrud mod Mette Horns og Camilla Bendix’ udspekulerede klippeskær, tre gange i træk.

Berømtest situationen, hvor Mr. Ford – Jesper Asholt – indfinder sig, uventet for Falstaff, og konerne propper Falstaff i en kurv fyldt af beskidt vasketøj og plumper ham ned i floden. Skal vi gætte, det er Colorado, som erstatter Themsen. Også i Verdis opera ’Falstaff’ et highlight.

FORSKELLIGE fif prøver at ryste os på plads i opsætningens western-staffage. Ikke med lige stort held. Men det er f.eks. sjovt og løses fint at lade Jesper Riefensthal, der spiller den lokale præst snakke gebrokkent indvandrertysk. I originaludgaven snakker manden med walisisk dialekt. Men her er vi i den nye verden. U.S.A.s vesten er befolket af et konglomerat af indvandrere. Det bliver vi mindet om igen af ’Mormon’-musicalen i næste uge på Det Ny Teater.

I ’De lystige koner’ skal vi selvfølgelig så også have indianere på banen – bl.a. den geskæftige, fuld-af-fiduser tjenestepige Madam Rask, spillet af Lisbeth Gajhede som indianerkvinde med trolddomsevner. Hvad der også medfører, at den berømte slutscene nu ikke finder sted ved et træ i Windsorparken, men omkring en totempæl, hvor hun ikke er alfedronningen, men en troldkvinde, der piner Falstaff.

DET er en stort besat forestilling, som Folketeatret nu – med premiere i aften i Sønderborg – sender rundt i landet. Ville man stramme den ind, kunne man gå voldsomt til værks og f.eks. stryge den sidehistorie, der handler ung kærlighed, som de gamle vil styre: Fru Pages datter og hendes mange tilbedere – den heldige udstafferet som indianer – og deres energiske ophav.

Og så koncentrere sig om de lystige to koner og deres jaloux ægtemænd. Camilla Bendix og Mette Horn er glimrende, den ene som bornert intrigemager, den anden for fuld udblæsning som indstuderet koblerske. Ægtemændene med Jesper Asholt som jalousiplagede Mr. Ford og Kristian Halken som den apatisk fortørnede.

For så ikke at glemme Tom Jensens skrydende, grinende, savlende, højtråbende Falstaff, svær at snuppe, latterlig, taber bukserne, falder over hvad som helst, prutter under sine korporlige attaks på Mette Horn – men trods alt et strøg på det mishandlede hoved som trøst for vildfarelserne.

Også opsætningens delvise vildfarelse. Stadig efter 2½ time. Leger vi og de medvirkende rigtig med på den western-idé? Er der ikke så meget i sprog og replikker, der tvinger os hjem, hvor ’De lystige koner’ hører til?

gregersDH.dk

læs original anmeldelsen her

 

læs også anmeldelsen fra Ungt Teaterblod her