Det er ikke let at blive gammel, men alternativet er værre! Man kan jo stadig se godt ud, hvis ellers lyset falder rigtigt.

Bodil Jørgensen, Jannie Faurschou og Rikke Wölck står denne aften på scenen i Store Sal og tager et uforfærdet og morsomt livtag med den modne kvinde.

Det er ikke lutter lagkage alt sammen. Man kan for eksempel roligt forlade en fest som den første. Der sker ikke en skid. Og hvis man kunne finde på at bevæge sig ud på dansegulvet og bevæge sig med stive lemmer til musikken, så kommer de løftede mormorarme hurtigt ind til kroppen igen, når de unge smiler og ler opmuntrende til en. Ydmyget halter man væk fra dansegulvet og direkte hjem i den nye singleseng. Ensomheden sniger sig ind, mens man forsøger at koncentrere sig om en god bog. Så får man øje på den rynkede hånd, der holder om bogen. Hvis er den rynkede hånd? Mors? Mormors? Hvem er den kvinde, der bor i dette visne, rynkede hylster?

Hjernen fungerer stadig. Lidt langsommere, men den fungerer. Man kan jo gøre, lige hvad man vil: sælge alt og rejse jorden rundt, hvis man har lyst. Og gå på kurser. Dygtiggøre sig. Starte helt forfra. Og lade sig skille. Vise det her selvforherligende ungdomsregime, at alder er en styrke.

Nogle gange er det godt at huske på, at livet ikke er slut, før man er død. Der er både liv og glimt i øjet på de tre voksne kvinder på scenen, mens de denne forårsaften hylder alderdommen og tør tale om både det svære og det smukke i livet, inden maddikerne får overtaget.

Iscenesættelse: Madeleine Røn Juul
Scenografi: Gøje Rostrup
Medvirkende: Bodil Jørgensen, Rikke Wölck, Jannie Fauerschou

Torsdag 21. april 2022
Store Sal kl. 19.30

Billetpris kr. 245
Særpris for abonnenter og unge under 25 år.

Billetsalget starter lørdag 24. april kl. 11.00

Teateroptakt kl. 18.00 i Koncertsalen.
Der er fri entré.