Folketeatret

Folketeatret tager med denne eventyrlige forestilling fat på en af de helt store kanoner. Nemlig norske Henrik Ibsen og hans dramatiske digt om lykkeridderen Peer Gynt fra 1867.

I Folketeatrets version spiller Cyron Melville den unge, håbefulde Peer, der i den grad opsøger eventyret i livet. Han forfører kvinder på stribe og ender med at forlade dem igen. Han bliver rig og mister det hele. Ja, i Ibsens eventyr gør han sågar både karriere som trold i Norge og slavehandler i Amerika. I sin higen efter lykke og velstand flygter Peer fra al stabilitet og ikke mindst fra de vigtigste relationer i sit liv. Han svigter sin gamle mor, Åse, og forlader sin trofaste kæreste, Solveig, og barnet. Faktisk forlader han alle dem, der kunne have hjulpet ham til at finde sit sande jeg. Det jeg, som Peer paradoksalt nok leder efter alle andre steder end hjemme.

Cyron Melville afløses i løbet af forestillingen af Preben Kristensen, der spiller den gamle Peer. En desillusioneret ældre, der er vendt hjem, og som nu sammenligner sig selv med et skrællet løg; lag på lag og uden kerne.

Fortællingen er oprindeligt ikke tænkt som et teaterstykke, så egentlig skulle der være 45 medvirkende. Men Folketeatret har bearbejdet historien, så der nu kun er syv skuespillere – heriblandt Anette Støvelbæk og Mads Knarreborg – der befolker hele verden, og som Peer møder i jagten på det gode liv.

“Peer Gynt” er en del af Teaterpakken.
Køb billet til 6 teaterforestillinger – og spar kr. 600. Læs mere under Teaterpakken

Forfatter:
Henrik Ibsen, gendigtet og bearbejdet af Moqi Simon Trolin og Henriette Vedel

Instruktion:
Moqi Simon Trolin

Medvirkende:
Preben Kristensen, Cyron Melville, Anette Støvelbæk, Mads Knarreborg m.fl.

Lørdag 17. november 2018
Store Sal kl. 19.30

Billetpris kr. 295
Særpris for abonnenter og unge under 25 år.

Køb billetter

Teateroptakt kl. 18.00 – 18.30 i Koncertsalen.
Der er fri entré.