Nyd en nyopsætning af en af 60’ernes største danske film, når Folketeatret opsætter denne klassiske komedie fra de østrigske alper som operette i Store Sal.

”Ja-ja-ja, nu kommer jeg. De ser, jeg iii-ler,” sang Dirch Passer uforglemmeligt i den danske filmperle ’Sommer i Tyrol’ fra 1964, mens han som overtjener Leopold servicerede mere og mindre krævende gæster på alpehotellet Den Hvide Hest.

Med en særlig, kærlig hilsen til John Cleeses legendariske Halløj på Badehotellet og et skævt blik på den folkekære film har Folketeatret nu opsat komedie-klassikeren som operette på de skrå brædder. Ta’ med Værket og et stjernecast af danske skuespillere til de østrigske alper og ’Den Hvide Hest’.

Amorinerne flyver forvildede rundt i og omkring alpehotellet. Overtjener Leopold har forelsket sig i værtinden Josepha, som er forelsket i undertøjsfabrikant Sülzheimer, som mest er forelsket i sig selv, indtil han møder den charmerende, læspende Clara. Samtidig er der stor strid mellem de konkurrerende fabrikanter Sülzheimer og Møller, om hvorvidt den nyopfundne undertøjsheldragt skal knappes forfra eller bagfra. Først da selveste Kejser Franz Joseph træder til, finder både knapper og kærlighed deres rette plads.

Sommer i Tyrol er næste opsætning af en klassisk operette fra Folketeatret, der har givet os nye udgaver af Frøken Nitouche og senest den fortryllende ’Mød mig på Cassiopeia’.

Lørdag 13. marts 2021
Store Sal kl. 19.30

Billetpris kr. 395 / 345 / 295
Særpris for abonnenter og unge under 25 år.