Liva

Underholdende kabaret om revylegende: Men hvorfor Ellen Hillingsø som Liva?

Ellen Hillingsø imponerer i Folketeatrets kabaretforestilling om Liva Weel, selvom hun hverken af ydre eller i sin stil ligner 30’ernes og 40’ernes store revystjerne.

Ellen Hillingsø som Liva Weel? Hvem har egentlig fået den idé?

Hverken af ydre eller i stil og udtryk er der meget Liva over Ellen. Hun er langt mere diva end Liva, og udstråler slet ikke den djærve folkelighed, der var så karakteristisk ved Vesterbro-pigen, som sprang fra et kontorjob til en karriere på scenen.

Ellen Hillingsø har en helt anderledes cool elegance, og hendes portræt af en stjerne, der slides op og brænder ud, kunne lige så godt være et rammende og stærkt portræt af en Hollywood-diva fra 30’erne og 40’erne end af Danmarks største revystjerne nogensinde, som revyhistorikeren Erik Hvidt kalder Liva i DR’s programserie om ”Store danskere”.

Det helt store spørgsmål er jo så, om det gør noget? Og svaret svæver i luften som et lidt flagrende ’både og’. Dramatikeren Vivian Nielsen og instruktøren Rolf Heim har med ”Liva – en kabaret om frihed” bestemt taget højde for, at hovedaktricen og hovedpersonen ikke nødvendigvis har samme kunstneriske og sociale DNA.

Det er i lige så høj grad, hvis ikke mere, en forestilling om frihedstrang og kvindefrigørelse, om kulturradikalisme og om kunsten som politisk instrument, og persongalleriet kunne ligeså godt have været fiktive karakterer inspireret af Liva, af Poul Henningsen og så videre. Det er det så ikke, og så må man leve med, at der sættes spørgsmålstegn ved opsætningen.

På mange måder er Ellen Hillingsøs portræt af stjernen, der lever livet fuldt ud, sætter karrieren over mand og barn, slider sig selv op, og ender med skære båndene til selv sine mest trofaste støtter og dør ensom, både stærkt og gribende.

Hun er en sensuel kvinde, der æder mændene råt og smider dem ud, når det hele bliver for konformt og pænt. Hun brænder for kunsten; i dette tilfælde revyen, men det kunne vel i virkeligheden have været hvilket som helst kunstnerisk udtryk. Og hun brænder ud. Præstationen er ganske imponerende, hvad enten hun så ligner Liva eller ej.

Nok er det Ellen Hillingsø, der er forestillingens centrale midtpunkt, men omkring hende står Birgitte Raaberg, Karsten Jansfort og især Henrik Koefoed stærkt i rollerne som menneskene i Livas liv. Veninden, den elskede bedstemor med de okkulte evner, revydirektøren Frede Skaarup, den forsømte ægtemand Arne Weel og ikke mindst Poul Henningsen, PH, der her portrætteres aldeles vidunderligt af Henrik Koefoed, bærende på en lille skrivepult, behørigt udstyret med en PH-lampe.

Alle tre tegner de meget fine, klart definerede karakterer.

Og så er der jo sangene. Dem må vi sandelig ikke glemme. 16 af de bedste. Hver for sig og sammen noget af det bedste, der er skrevet til den danske revyscene nogensinde. De bliver her ikke kun sunget af Liva, men som i en teaterkoncert, fortolket af hele det lille ensemble og sandelig også som fællessang, når publikum inddrages i den helt centrale ”Man binder os på mund og hånd”, og derved meget effektfuldt beskriver den fællesskabsånd, sangen skabte under krigen.

Jens Krøyer bag klaveret leverer musikken som den tavse akkompagnatør og Sisse Gerd Jørgensen har skabt en meget enkel, men ikke desto mindre virkningsfuld scenografi, hvor det meste klares med to bevægelige døre, tre stole, en divan og flere lag af lange, hvide, florlette gardiner.

”Liva – en kabaret om frihed” er både et alvorsfuldt drama og en basalt underholdende kabaret, godt skruet sammen, velspillet og charmerende. Men Liva, hende savner vi stadig.

”Liva – en kabaret om frihed”.

Af Vivian Nielsen med sangtekster og musik af Poul Henningsen, Børge og Arvid Müller, Kai Normann Andersen, Alfred Kjærulff, Billy Morris, Holger Bech, Henri Lemarchand, Jo Boullion, Aage Steffensen, Lauritz Howalt, Bernhard Christensen, Axel Thingsted, Dan Folke, Jean Lenoir og Henry Willum.

Instruktion: Rolf Heim. Scenografi: Sisse Gerd Jørgensen. Koreografi: Peter Friis.

Medvirkende: Ellen Hillingsø, Karsten Jansfort, Henrik Koefoed, Birgitte Raaberg og pianisten Jens Krøyer.

 

læs original anmeldelsen her