Livet – hvor svært kan det være. Folketeatret

5 ud af 6 stjerner
anmeldelse af Morten Hede – teaterjournalist og kritiker

Fra grav til vugge med Ellegaard og Lykkegaard.
“Livet – hvor svært ka’ det være” et morsomt og bevægende indblik i et venskab for livet.

 

Kløgtigt og komisk skrevet af tekstforfatterduoen Vase & Fuglsang, samt de to medvirkende selv, Henrik Lykkegaardog Niels Ellegaard, er “Livet – hvor svært ka’ det være” en sjælfuld teaterperle.

læs hele anmeldelsen her


4 af 6 sjerner
anmeldelse af Carina Blangsbøll/Scenekanten

 

Når vi starter med enden, kan det kun gå fremad.

Forestillingen her bliver nemlig spillet bagfra, og sådan set starter det hele med to urner. Hurtigt og sikkert er vi videre til scenen ’to gamle mænd og en mazarintærte’. Eller som den også kunne have heddet robotstøvsugeren versus rollatoren!

Vi følger venskabet mellem Tom og Alex som Henrik Lykkegaard og Niels Ellegaard præsenterer os for med lige dele tragikomik, morskab samt vidtspændende gestik og fortælleevne.

Vase og Fuglsangs humoristiske kendetegn bliver så udpræget i denne forestilling, at jeg ind imellem kan gætte deres næste nærmest uskrevne humoristiske træk, inden replikkerne titter frem på scenen.

Alligevel bliver forestillingen rørende – måske fordi vi ved, hvordan det ender. Havde vi ikke kendt de to hovedpersoners livs udfald på forhånd, havde vi som publikum nok grinet lidt højere af alle de ting, Tom og Alex drømmer om i ungdommens og midt-livets kåde og håbefulde forestillinger.

Læs hele anmeldelse her


****
anmeldelse af Ulla Strømberg/Kulturkupeen

 

Super velspillet feel good teater i den amerikanske stil.

Det kan ikke komme bag på nogen, at Niels Ellegaard og Henrik Lykkegaard kan spille sammen. Det har de prøvet mange gange i Cirkusrevyen, og nu har de taget to af de flittigske revyskribenter med sig: Vase og Fulgsang: René Vase og Jannik Fuglsang. De to skribenter er tillige instruktører og har allieret sig med endnu en revyveteran, scenografen Kristen Brink.

 

Alt kører glat, stramt, effektivt og rørende på nippet til det sentimentale. Jeg følte mig hensat til et amerikansk miljø, ude på landet, hvor folk interesserer sig for hinanden. Men jeg kan ikke genkende stemningen fra København – hverken i postnumrene 2000, 2100 – 2800 eller endnu større talt. Men det er jo også ligegyldigt.

På en underfundig måde kommer vi livet igennem ved at møde de to venner på 10 stadier i livet. Med reverens og citat fra Søren Kierkegaard kører historien baglæns med nedslag på strategiske tidspunkter i livet. Fra demens, til træthed, til overvejelser om at sælge firmaet.

Omkring halvtredsårsalderen er det fiskeri, fitness og tidligere endnu damer, børn, skilsmisser, og så er vi nede i børnehøjde.

Første billede er to urner, sorte krukker med låg, og sidste billede kunne næsten være i en sandkasse, men det skånes vi dog for.

Scenografien og kostumerne er stramme, neddæmpede, klasseløse, men dog placeret i et parcelhuskvarter. Her er ingen pastelfarvede cashmere sweatre.