Maskerade

Holberg med gakkede gangarter hos ikke mindst Henrik i denne farceficerede udgave af Holbergs muntre komedie ”Maskerade”.

For meget gøgl i sidste ende, men alligevel munter og sjov et pænt stykke ad vejen og kostelig at skue.

En drejescene med hvid rundhorisont kører hele tiden med dekonstruerede legoklodser, et smuk Robert Wilson inspireret lys, rokoko-kostumer a la porcelænsfigurer og en hyggepianist på sort flygel. For meget? Ja, ind imellem, for flere af skuespillere er så forhippede på karikaturen, at de skriger og skaber sig. Men 66,7 % vellykket kunne man sige om en forestilling, der tilsyneladende ikke interesserer sig for indhold eller morale, selv om det jo bl.a. er Holbergs varemærke.

Forandringsparat

Holberg skal fornyes med års mellemrum. Sådan er det bare. Alle vil have forandringer. Derfor har man indkaldt den tyske instruktør Herbert Fritsch, som for få år siden blev berømt for en stram, ironisk og meget fysisk berlineropsætning af den gamle farce ”Den spanske flue”. Også på Det Kongelige Teater gæstespillede fluen og satte sine spor efterfølgende i flere danske teateropsætninger.

 

Hr. Fritsch, der selv er en garvet skuespiller, forekommer yderst demonstrativ i sine udtalelser i teaterprogrammet. Han læser ikke stykket, han interesserer sig ikke for handlingen, det er grimasser, bevægelser, billeder og musik, der rører ham i teatret.

Det lykkes ham dog langt hen ad vejen i en lidt for hysterisk opsætning af vor ”Maskerade” at få historien frem, men det skyldes ikke mindst Jens Jørn Spottag, der spiller Jeronimus med både glimt i øjet, lethed i kroppen og ro i stemmeføringen og iført Anker Jørgensen-skæg.  Spottag holder fanen højt hele forestillingen igennem – også når han ved slutningen af første afdeling foran tæppet nynner et par toner af Carl Nielsens musik – som ikke mindst Ib Hansen fortolkede så uforglemmeligt: ”Ingen te og chokolade…. ” Men Spottag siger ikke ordene, for de er jo netop ikke Holbergs.

 

Henrik for fulde slapsticks

De andre skuespillere kunne godt have lært lidt af Spottag. For flere af de unge skuespillere har tilsyneladende ikke turde komme med deres egen stemme, men har tyet til outrerede fortolkninger. Det er synd.  Mest løs snor eller totalt frie tøjler har Peter Plaugborg fået som Henrik. Og han griber alle muligheder. I starten er hans performance imponerende ekvilibristisk, men samtidig har han opbrugt det meste, når han rammer tamperetsscenen. Og det går jo ikke. For ”det plejer” jo at være netop der, at tjenerrollen kan få lov at udvise både kløgt og skuespillermæssig formåen.   Der synes at mangle en jernhånd eller en person med magt og indflydelse, der kunne være gået ind og nedjusteret forestillingen før premieren.

 

Holbergs poetiske Raptus

Holbergs ”Maskerade” blev skrevet i de vilde raptusår imellem 1722 og 1724. Samtidig var det et næsten politisk stykke teater, for tidsånden var træt af de vilde udskejelser, som foregik i aftentimerne, hvor folk tog maske på, dansede og morede sig og måske spillede hasard. Holberg ville dog gerne sige ja til nogle timers forglemmelse. Derfor skrev han stykket til skuespillerne ved Teatret i Lille Grønnegade.

”Maskerade” er ikke noget væsentlig stykke og kan slet ikke måle sig med eksempelvis ”Erasmus Montanus”, men replikkerne, hvis de bliver sagt stilfærdigt, er udmærkede. Og ”Maskerade” har fået ekstra betydning, fordi Carl Nielsen sammen med Wilhelm Andersen skrev operaen af samme navn, som dog rent handlingsmæssigt har lidt mere fylde. Men igennem årene har også musikken og scenografien på det teaterhistoriske plan haft betydning, uanset om det har været skuespillet med Riisagers musik og Svend Johansens uforlignelige scenografi eller skiftende kræfter, der har prøvet at løfte operaen på forskellig vis.

Maskerade 1985

Holbergs ”Maskerade” er mere end tant og fjas. Jørgen Reenberg spillede Jeronimus i 1985 i John Prices iscenesættelse, så det blev et moderne portræt af en mand, som havde mistet sin mandomskraft og ikke kunne hamle op med omverdenen. Hans kone derimod sprudlede af liv. De toner får Spottag ikke lov at folde ud, selv om han sagtens havde kunnet.

Plastic-rokoko

I stedet får vi lige netop tant og fjas og skuespillere i stive plasticbelagte rokokokjoler, dog ganske dårende at skue – skabt af Victoria Behr.  Lysdesignet står Ulrik Gad for, og det er flot med formidable skyggevirkninger på den evigt kørende drejescene, som derfor slet ikke synes monoton. Også Pianisten Olivier Antunes, i plastic-rokokokostume, skaber en vigtig figur og giver spændende stemninger, der indimellem er ved at kamme over i moderne rock. Upåklageligt. Og sådan kunne man blive ved. Der er mange gode ting at sige om denne modernisering og festliggørelse af ”Maskerade” – det er bare blevet for meget. Tilbage står en Holberg i Commedia dell’arte traditionen mens ordene, som i sig selv har betydning, ligeså stille siver væk. Og sådan bevarer vi altså ikke Holberg.

Zentropastemning

Man siger ofte, at det er for at lokke nye generationer i teatret, at forestillingerne skal være muntre og moderniserede. Men er der nu også tilstrækkeligt af Holberg i denne opsætning?  Og så har jeg slet ikke talt om de trættende hentydninger til sex og mandlige kønsorganer.  Der er gået Zentropa i opsætningen. Og sådan tænkte Holberg altså ikke. Men Pernille i denne version er sandelig ikke nogen ”MeToo” type. Og kysseri på munden hos mændene hører altså heller ikke hjemme hos Holberg i Danmark, selv om det kan være moderne i Tyskland lige nu!

Med disse indvendinger må jeg alligevel sige ok til dette forsøg, som nok ikke vil holde sig så længe på repertoiret, at det kan gøre varig skade.

Iscenesættelse og scenografi: Herbert Fritsch

Kostumedesign: Victoria Behr

Lysdesign: Ulrik Gad

Musik: Olivier Antunes

Lyddesign: Jonas Vest

Jeronimus, en fornem borger: Jens Jørn Spottag
Magdelone, hans frue: Tammi Øst
Leander, deres søn: Morten Hee Andersen
Henrik, hans tjener: Peter Plaugborg
Arv, gårdskarlen: Rasmus Fruergaard
Leonard, en herre fra Jylland: Bjarne Antonisen
Leonora, hans datter: Lila Nobel
Pernille, hendes kammerpige: Marie Dalsgaard
En kone med maskeradeklæder: Lila Nobel
En karl med masker: Marie Dalsgaard
Pianist: Olivier Antunes

Læs original anmeldelsen her. 

Læs Gregersdh’s anmeldelse her

Berlinskes anmeldelse