Præsidentinderne

5 ud af 6 stjerner

anmeldelse af Anne Sophie Thingsted/ungt teaterblod

 

“Præsidentinderne er et sort humoristisk skuespil om livsløgne, som bliver fortalt allegorisk igennem tre ældre rengøringsdamer, der renser stoppede toiletter, imens de renser ud i alt det sjælelige skidt, der har ophobet sig inde i dem igennem årene.

Thomas Bendixens iscenesættelse af stykket stiller høje krav til publikum om at følge med, men er en stor fornøjelse at se, hvis man gør det, så det kan virkelig betale sig at få et par baggrundsfacts slået fast, inden man tager i teatret.

Præsidentinderne er et tragikomisk skuespil fra 1990, skrevet af den østrigske dramatiker Werner Schwab. Det er det første af hans såkaldte ”fækaliedramaer”, der alle på provokerende og absurd vis udstiller livet i underklassen.

Werner Schwabs er kendt for et meget stiliseret sprog med snørklede formuleringer og ordkombinationer, der skaber nogle utrolige billeder, som efter sigende gør hans stykker svære at oversætte.

Birgitte Kolerus har dog gjort et mesterligt stykke arbejde med at oversætte den nye opsætning, hvor replikkerne flyder ubesværet i raffinerede og udtryksfulde vendinger. Sproget er affekteret uden at virke stift, og den sorte humor og de bidende bemærkninger fra originalopsætningen er intakte.

Sproget ville dog ikke stråle så klart, hvis det ikke var for de tre skuespillerinder Kirsten Olesen, Karen-Lise Mynster og Stine Schrøder Jensens fabelagtige portrættering af rengøringskonerne, samt Thomas Bendixens instruktion. De tre karakterer er så veldefinerede, at man føler, man kender dem og ved præcis, hvordan de vil interagere med hinanden.”

Læs hele anmeldelsen her