Referat af Randers Teaterforenings generalforsamling den 3. september 2026
1.Valg af dirigent
Henning Christensen blev valgt uden modkandidater.
Dirigenten konstaterede, at generalforsamlingen var rettidigt indkaldt, dagsordenen rettidigt lagt på foreningens hjemmesiden og blev holdt inden udgangen af september. Generalforsamlingen er således lovlig og kan træffe lovlige beslutninger.
2. Beretning
Pernille Bering, forperson i bestyrelsen, aflagde beretning til orientering.
Der har været mange forskellige forestillinger i sæsonen, både traditionelt teater og kabaret, musical og to operaer (Traviata og Don Pasquale). Blandt teaterforestillingerne fremhævede Pernille Præsten i Vejlby og Meter i Sekundet. Glade dage med Lone Rødbro havde bragt en del tilskuere i teatret med forventning om en morsom forestilling – de fik i stedet en fremragende solopræstation i den absurde teatergenre.
Der blev taget godt imod den nye familiepakke med forestillinger for børn og deres voksne. Flere forestillinger blev dubleret, og langt de fleste blev udsolgt.
Forestillingen Spejlvendt blev med stor succes spillet for unge i uddannelsesforløb, der normalt ikke deltager i teaterforestillinger.
Til sidst takkede Pernille Randers Kommune og Slots- og Kulturstyrelsen for tilskud til foreningens arbejde, og Værket samt bestyrelsesmedlemmerne for godt samarbejde. Endelig takkede Pernille de trofaste abonnenter, der både kommer til forestillinger og til generalforsamlingen.
3. Regnskabet 2025/26
John Morgen, kasserer, fremlagde det reviderede og af bestyrelsen godkendte årsregnskab 2025/26 til godkendelse. John gennemgik hovedtallene i regnskabet. Årets resultat blev et underskud på 695.867 kr., hvilket kan forklares med væsentlig flere forestillinger – og dermed flere udgifter til både honorarer og til lokaleleje mv. – men desværre færre billetindtægter. Underskuddet dækkes af Værket i henhold til samarbejdsaftalen mellem Værket og Randers Teaterforening. Gennemgangen gav ikke anledning til spørgsmål eller bemærkninger, og regnskabet blev enstemmigt godkendt.
Vedrørende billetsalg blev der forespurgt til ordningen med billigere billetter via Ældresagen. RT vil afklare dette nærmere.
4. Indkomne forslag
Ingen modtagne forslag.
5. Valg af bestyrelsen og suppleanter
Elise Greve og John Morgen afgik efter tur som bestyrelsesmedlemmer, og erklærede sig villige til genvalg. Der fremkom ikke andre forslag, og de to blev således valgt uden afstemning. Valget er for to år.
Henning Christensen og Anne Sørensen afgik efter tur som suppleanter. Begge var villige til genvalg, Der meldte sig ikke yderligere kandidater, og de to blev således valgt for et år.
6. Valg af revisor
Bestyrelsen foreslog genvalg af Redmark. Vedtaget uden bemærkninger.
7. Eventuelt
Efter generalforsamlingen var der fri adgang til forestillingen Et CV over Danmark for de medlemmer, der på forhånd havde reserveret en billet.
AHO 05.09.2026
