Anmeldelse af Betina Rex/ Teateravisen
“Folketeatrets Emil fra Lønneberg er en fryd at være publikum til. Det svinger fra start til slut, ikke mindst i de scener, hvor teatret virkelig får lov at vise sit magiske værd, som når alle Emils træmænd vækkes til live og danser rundt om ham, som et andet mageløst mareridtsmøde mellem musehæren i Nøddeknækkeren og en tegning af Salvador Dali. ”
****
anmeldelse af Clara Lindstrøm Gleerup/ En podcast om dansk scenekunst“Det siges, at Giselle er en af de mest teknisk krævende roller, en balletdanser kan påtage sig. At se Holly Jean Dorger bevæge sig fra sprudlende og uskyldig ungmø til dæmonisk nymfe i et næsten skizofrenisk udbrud er en fryd, og man kan ikke andet end at sidde og måbe!”
“Jeg er betaget af Giselle og det mystik-eventyrlige univers, forestillingen er bygget op omkring, og jeg har svært ved at tage øjnene fra de imponerende dansere. Fortællingen om det bristede hjerte og jagten efter tilgivelse er og vil altid være universel, men ballettens mest beundringsværdige øjeblikke er i sidste ende de mere ukontrollerede og mindre pæne, og det dæmoniske måtte dermed gerne have fået langt større spil!”
4 ud af 6 stjerner
anmeldelse af Emil Møller Christensen/Ungt teaterblod
“Der er en vildskab over den unge Peer Gynt. Straks han gør sin entré på scenen, er han i ustyrlig kamp på ryggen af en buk. Bukken er imaginær, for Peer er fantasifuld og hans drømme om den vide verden og den åbne fremtid, som han skal erobre, er stor.
Cyron Melville er som den unge Peer i fart på scenen med en oplagthed, en friskhed og en energisk tilgang til omverden, der fører Peer vidt omkring: Langt fra det Norge, han kom fra, langt væk fra den pige, Solveig, som han elskede. Han rejser ud for at opleve og for realisere sig selv.
Selvrealiseringsprojektet synes at være noget, Folketeatret, instruktøren bag forestillingen Moqi Simon Trolin og oversætteren Henriette Vedel, har lagt vægt på i bearbejdningen af denne Henrik Ibsen-klassiker. For selvfølgelig er Peer Gynt aktuel. I en senmoderne verden som i dag, hvor individualisering, personlig frihed og netop selvrealisering fylder meget, da taler Peer Gynt også ind i vores tid.”
“Mathilde Norholt fremstår sød i sin uskyldighed som Solveig, hvor Melville i sin kærlighed til Solveig bærer på samme lige dele sødme, mens Preben Kristensen leverer en skræmmende, intens og sikker troldekonge, men også en forarmet, trist og reflekterende Peer Gynt som gammel. Med et enkelt blik i øjenkrogen kan Preben Kristensen tydeliggøre enten smerte, længsel eller køligt magtbegær.
Yderst stærk i præstationen er Anette Støvelbæk som mor Aase.”
Bizets ‘Carmen’ har stadig alle ingredienser. De dansende sigøjnerpiger er her erstattet af desillusionerede kvinder, der ser ud, som de har været udsat for trafficking. De sælger smuglercigaretter om dagen og deres krop om natten. Vi er fortsat i Sevilla, men smuglerne ligner østeuropæiske mafiosi. Og den lokale deling af soldater ser måske gennem fingre med, hvad der foregår eller beskytter måske ligefrem foretagendet.
Alle roller var besat med fremragende sangere. De bærende roller var om fredagen besat med mezzo-sopranen Francine Vis som Carmen, tenoren Samuel Sakker som Don José, barytonen Lars Møller som Escamillo og sopranen Lone Mohr Villadsen som Micaëla. Også hold to om lørdagen var fremragende: Johanne Højlund som Carmen, Daniel Szeli som Don José, Leif Jone Ølberg som Escamillo og Tanja Christine Kuhn som Micaëla.
4 ud af 6 stjerne.
af Christian Skovgaard Hansen/ Ungt teaterblod
Marianne er i sit livs efterår og enke. Hun bor alene i den store lejlighed, og hun er lettere nedtrykt over alderdommen og alle dens følger, hvor hverken kroppen eller hovedet helt er, hvad det har været. Hverdagen er triviel, og livet er blevet ensomt og ensformigt. Der var engang.
Det hele brydes kun, når de tre ældre – både aldersmæssigt og i deres indbyrdes forhold – veninder, Marianne, Solvej og Anne-Louise, mødes. Det er mandag, og de tre veninder mødes som vanligt hos Marianne til først frokost og efterfølgende bridge. Tonen mellem de tre veninder er både direkte barsk og lettere barsk, og de er tre vidt forskellige typer – Marianne er den dominerende kraft i venindeforholdet, Solvej er den lettere flyvske, og Anne-Louise er den mere forsagt, som har sit bøvl med både maven og manden derhjemme. Men man fornemmer nu alligevel den underliggende respekt, som kommer et langt venskab, mellem de tre.
5 ud af 6 stjerner
anmeldelse af Anne Sophie Thingsted/ungt teaterblod
“Præsidentinderne er et sort humoristisk skuespil om livsløgne, som bliver fortalt allegorisk igennem tre ældre rengøringsdamer, der renser stoppede toiletter, imens de renser ud i alt det sjælelige skidt, der har ophobet sig inde i dem igennem årene.
Thomas Bendixens iscenesættelse af stykket stiller høje krav til publikum om at følge med, men er en stor fornøjelse at se, hvis man gør det, så det kan virkelig betale sig at få et par baggrundsfacts slået fast, inden man tager i teatret.
Præsidentinderne er et tragikomisk skuespil fra 1990, skrevet af den østrigske dramatiker Werner Schwab. Det er det første af hans såkaldte ”fækaliedramaer”, der alle på provokerende og absurd vis udstiller livet i underklassen.
Werner Schwabs er kendt for et meget stiliseret sprog med snørklede formuleringer og ordkombinationer, der skaber nogle utrolige billeder, som efter sigende gør hans stykker svære at oversætte.
Birgitte Kolerus har dog gjort et mesterligt stykke arbejde med at oversætte den nye opsætning, hvor replikkerne flyder ubesværet i raffinerede og udtryksfulde vendinger. Sproget er affekteret uden at virke stift, og den sorte humor og de bidende bemærkninger fra originalopsætningen er intakte.
Sproget ville dog ikke stråle så klart, hvis det ikke var for de tre skuespillerinder Kirsten Olesen, Karen-Lise Mynster og Stine Schrøder Jensens fabelagtige portrættering af rengøringskonerne, samt Thomas Bendixens instruktion. De tre karakterer er så veldefinerede, at man føler, man kender dem og ved præcis, hvordan de vil interagere med hinanden.”
5 ud af 6 stjerner
anmeldelse af Morten Hede – teaterjournalist og kritiker
Fra grav til vugge med Ellegaard og Lykkegaard.
“Livet – hvor svært ka’ det være” et morsomt og bevægende indblik i et venskab for livet.
Kløgtigt og komisk skrevet af tekstforfatterduoen Vase & Fuglsang, samt de to medvirkende selv, Henrik Lykkegaardog Niels Ellegaard, er “Livet – hvor svært ka’ det være” en sjælfuld teaterperle.
