Det Kongelige Teater byder på grotesk og poetisk katastrofeteater, der handler om krig, magt, og hvad der er tilbage af menneskeligheden, når civilisationens fundament krakelerer.

’I tilfælde af …’ består af ti intense scener, hvor den britiske dramatiker Howard Barker fremstiller civilisationens skrøbelighed og spørger, hvad der sker med mennesker, der befinder sig i krisesituationer, hvor krig eller truslen om krig hele tiden er til stede.

I Barkers poetiske og groteske univers er mennesker sat i situationer, hvor de kun kan gøre det forkerte, imens de panisk holder fast i deres værdighed i håbet om at overleve som hele mennesker. De uforudseelige reaktioner på krigens og voldens uundgåeligheder drager os til krigens skueplads. Overlevelsestrangen tvinger menneskerne på scenen til at stirre ned i deres egen menneskeligheds afgrund og afgøre hvornår de vil gøre modstand. Man ville ønske man kunne kigge væk, men man kan ikke lade være med at se på.

Iscenesættelse: Henrik Grimbäck
Medvirkende: Marina Bouras, Tom Jensen, Alexander Bryld Obaze og Karla Rosendahl

Onsdag 13. november 2024
Store Sal kl. 19.30

Billetpris kr. 295
Særpris for abonnenter og unge under 25 år.

Køb billet

Teateroptakt kl. 18.00 i Koncertsalen.
Der er fri entré.